Copenhagen Jazzfestival 2005

CPHJ er for mig året absolut vigtigste kulturbegivenhed. Men desværre bestemmer man jo ikke altid selv over sin tid. I år var der lige en flytning midt i festivaldagene. Ja, man kan jo ikke nå det hele. Men lidt blev det da til:Thomas Fryland Sekstet, NHØP memorialkoncert, Per Carsten Group, Makiko Hirabayashi, Kasper Villaume solo, Madeleine Peyroux / Curtis Stigers, Zawinul Syndicate, Bohuslän Big Band samt Martin Roy Wade All Stars feat. Rosenberg & Kristiansen

Thomas Fryland Sekstet
TF's projekt omfatter for tiden dels jazzarrangementer af den danske arbejdersangbog, dels diverse bebob arrangementer. LO har sponsoreret jazzificeringen af arbejdersangene, hvilket TF for så vidt har gjort på bedste vis. Som en del af dette samarbejde inviterer LO hvert år til en gratis koncert (med fri fadøl og lidt spiseligt) i organisationens flotte lokaler på Islands Brygge, med en superb udsigt til havnen m.v. Så stedet kunne ikke være bedre valgt.
Men resultatet af samarbejdet mellem LO og TF vil nok aldrig få den store udbredelse. De gamle dyrkere af arbejdersangene er ikke rigtig interesseret i denne del af fornyelsen, og jazzmiljøet ser tilsyneladende ikke den store åbenbaring i denne "sangbog". Lidt ærgerligt måske, for TF og medspillerne gør det bestemt ikke dårligt.
Denne anmelders vurdering er dog, at TF's projekt i sin nuværende form nok ikke vil være tiltrækkende for landets lokale spillesteder.

NHØP memorialkoncert
Klart nok måtte dette års udgave af CPH Jazzfestival omfatte en NHØP memorialkoncert. Den foregik i de smukkeste omgivelser, man kan tænke sig, nemlig Kongens Have, og var ganske velbesøgt.
På programmet var Palle Palle Mikkelborg, Bo Stief, Helen Davies, Ole Kock Hansen, Jonas Johansen, Hugo Rasmussen, Jacob Fischer, Carsten Dahl, Jesper Lundgaard, Jon Bruland, Niels H.P., Mads Vinding, Sokkelund Sangkor - i forskellige konstellationer.
Desværre var lyden dårligt disponeret og styret. Ærgerligt, for der blev disket op med mange lækkerbiskener (samt nogle lidt mere tvivlsomme ting, men noget sådant kan vel næppe undgås ved et arrangement af denne type). Blandt lækkerbidskerne kan nævnes Mikkelborg smukt blæste hymne til NHØP, og Carsten Dahl gav også nogle flotte ting ved tangenterne - fra den ene mester til den anden.
Af de nævnte grunde (lyd m.v.) ikke en af de koncerter, der bliver stående i erindringen m.h.t. musikken, men man måtte jo på den anden side være med ved dette sidste farvel til en af de helt store.

Per Carsten Group
Jazzhouse have sat Per Carsten Group på programmet, som under dette års festival havde overskriften "Legends". Denne overskrift er ganske velvalgt m.h.t. PC, når man tager hans lange og flotte karriere i betragtning. Helt tilbage i 1966 blev han medlem af Radiojazzgruppen, og siden gik det bare af sted ud over stepperne, med bl.a. fast sæde i DRBB, samspil med folk som Ed Thigpen, Ernie Wilkins, Kenneth Knudsen, Thad Jones, Phil Woods m.fl. Sygdom tvang ham væk fra saxofonen, men da muligheden for at kunne spille igen bød sig, startede han på udforskningen af EWI'en (electric wind instrument).
Ved koncerten i Jazzhouse havde PC følgeskab af en ret så garvet flok, nemlig Jørgen Emborg (keyb), Guffi Pallesen (bas) og Alex Riel (dr).
PC er nået så langt som til at bevise, at EWI'en rummer interessante potentialer, men han er kun i brudstykker nået til at indløse dem. Så desværre blev det meste af koncerten en lidt rodet affære, med uforløste numre og arrangementer.
Hvis PC får lidt mere styre på arrangementerne, og ikke mindst på computeren, der skal styre alle de tekniske muligheder, kan det godt ende med noget interessant.
Foreløbig dog ikke noget, der kan anbefales de lokale klubber/spillesteder.

Makiko Hirabayashi
En af festivalens store overraskelser var for mit vedkommende den for mig ukendte, herboende, fra Japan emigrerende pianist Makiko Hirabayashi.
Hun var bag byens bedste koncertflygel, som findes på Borups Højskole, på dette spillesteds "Jazzpianodag". Hun ledsagedes af Klavs Hovman (bas) og Morten Lund (dr). MH førte os gennem en række lyriske (lyse, lette, "nordiske") numre, hvor man dog ikke var i tvivl om hendes asiatiske oprindelse. En stor teknisk begavelse og en habil komponist og arrangør.
Bør følges med interesse - og overvejes hyret til og programsat i de danske jazzklubber.

Kasper Villaume solo
Også som led i Borups Højskoles "Jazzpianodag" kunne vi høre Kasper Villaume solo ved Steinway'et. Han førte os gennem en perlerække af jazzens pianokompositioner, med en god præsentationen af en række af hovedværkerne. Meget flot. KV oplyste efter koncerten, at han nu har dette arrangement på sin "tilbudsliste", og denne anmelder kan så absolut anbefale, at klubber og lokale spillesteder landet over overvejer en solopianoaften med Kasper Villaume.

Madeleine Peyroux / Curtis Stigers
Jeg ville normalt ikke have opsøgt en koncert som denne af egen tilskyndelse, men nogle amerikanske venner, som jeg have ydet lidt vejledning til med hensyn til valg af de bedste koncerter under festival 2005, inviterede som en modydelse fruen og mig i Operaen, således at vi kunne høre disse to sangere.
Ganske interessant, og bestemt en mindeværdig aften. Operaen er et smukt sted, og på trods af at man sidder der sammen med ca. 1600 andre tilhørere, så er det trods alt overskueligt. Operaen skulle have en lyd/akustik, der ligger helt i top, men desværre for os lidt oppe på gallerierne var retningen på de store forstærkere ikke rigtigt indstillet, så lyden 10-15 meter oppe var ikke tilfredsstillende. Det burde et så professionelt sted som Operaen kunne gøre bedre.
MP og hendes band fremførte en række, hovedsagelig selvkomponerede/-arrangerede numre. Hun er en fremragende sanger/fortolker, men hendes projekt egner sig bedre til mindre spillesteder, hvor de forholdsvis afdæmpede sange/arrangementer bedre når frem til tilhørerne.
CS er derimod en rigtig entainer, af bedste amerikanske tradition, og han havde ikke besvær med at underholde 1600 personer på en gang. Godt band, godt sax-spil og en helt uovertruffen scatsang.
En lang dobbelt-koncert, alt i alt en fornøjelse at have overværet.

Zawinul Syndicate
Jazzhouse havde sat Zawinul Syndicate på programmet 2 aftener i træk. Det var en klog disposition, for der var udsolgt begge aftener.
Den gamle mester har samlet en bemærkelsesværdigt band af musikere fra hele verden. Og ud af dette kom der en perlerække af world-musiknumre af den allerbedste slags. JZ er så meget af en mester, at han lader de unge komme frem på scenen og vise hvad de kan (men uden at nogen kan være i tvivl om, hvem er leder slaget). Det gav plads til rytmefolkene, som gjorde det fremragende, samt bassisten Linley Marthe, som i flere passager viste sin verdensklasse.
Line-up: Joe Zawinul (keyb,voc), Jorge Bezerra (perc,voc), Alegre Correa (gui), Linley Marthe (bas), Karim Ziad (dr), Sabine Kabongo (voc), Aziz Sahmaouio (voc,perc).
En af de koncerter, jeg ikke glemmer (lige foreløbig). Desværre nok ikke et projekt, der er til at overkomme for de lokale spillesteder. Men overvejer man en tur til Wien, kan man jo lægge turen forbi Joe Zawinuls centralt beliggende klub, Birdland (www.birdland.at), hvor syndikatet jævnligt er på programmet. Eller man kan høre et af de andre framragende bands, som præsenteres på dette glimrende spillested.

Bohuslän Big Band feat. Lew Soloff
En af festivalens mange gaver til gæsterne var friluftskoncerten på Nytorv med BBB, der denne dag havde legendariske Lew Soloff i front.
Både BBB og LS bekræftede deres enestående kvaliteter. BBB er p.t. i toppen af verdensranglisten (hvor også vort eget DRBB burde have været - men ikke er!). En del af kompositionerne og arrangementerne stammede denne dag fra Gil Evans, men kapelmester Jansson bidrog også. LS brillierede med sit trompetspil - herunder at han stadig kan få de allerhøjeste toner og af hornet.
Et par rigtig gode timer på brostenene foran det gamle klassisistiske rådhus (nu domhus) på et af Københavns smukke torve.
Når lejlighed bydes - forsøm ikke muligheden for at høre dette fremragende bigband.

Martin Roy Wade All Stars feat. Rosenberg & Kristiansen
For fruens og mit vedkommende blev årets jazzfestival rundet af med en lidt speciel aften i Vognporten, hvor man havde sat det gamle amerikanske vokaljazzrepertoire på programmet. Bag mikrofonerne var unge Martin Roy Wade og gode gamle Asger Rosenberg. På pianoet var fremragende Søren Kristiansen, ved bassen Thomas Ovesen og bag trommerne Mikkel Find.
Dette habile mandskab førte os gennem en perlerække af velkendte vokalnumre fra den amerikanske sangbog. Det er her, gamle Rosenberg stadig brillierer, og hvor unde Wade har ganske godt fat.
Selvom denne genre ikke er denne anmelders førstevalg, så er det herligt, at den stadig vedligeholdes af kompetente personer, og ikke mindst at unge tager den op.
Klubber eller lokale spillesteder, der overvejer et lidt anderledes arrangement, med appel til bredere kredse end de sædvanlige, kunne overveje at sætte dette band på programmet - hvis de da ellers turnerer.

Northern Voices

12. maj kunne man høre Northern Voices i Copenhagen Jazzhouse.
Dette band har gennem årene haft forskellige line-ups. Denne aften var der tale om en kvartet, bestående af Chr. Vuust (sax), Tobias Sjögren (gui), Lisbeth Diers (perc), Mads Lumholt (voc).
Bandets projekt er dybt funderet i den nordiske tradition, meget nordisk endda, idet der hentes inspiration fra den traditionelle grønlandske sang. Der er tale om en ordløs vokal, der føjer sig ind i musikken som et 4. instrument.
For så vidt er det spændende med et sådant bud på, hvordan vokalen kan kombineres ind i instrumenternes univers og vekselvirke med dem. Samtidig er det et ambitiøst projekt, der kræver både en god og skolet stemme, og samtidig en veludviklet evne til at få den til at fremstå selvstændigt og på lige for med instrumenterne.
Mads Lunholdt er en god sanger med en god stemme. Men alligevel synes jeg ikke, at han indløser projektets ambitioner. Selvom han igen og igen kommer op i de højere registre, så sker det ikke uden anstrengelse. Niveauet når ikke op i nærheden af hvad fx. en Aino Kemanis præsterer sammen med Mazur's Future Song i en sammenligneligt projekt.
Hertil kommer, at jeg savnede spændvidde i repertoiret. Når man hører fjerde eller femte nummer fremført med cirka den sammen inderlighed og det samme tempo, så ryger koncentrationen. Lidt mere variation kunne have været spændende. Og jeg mener at vide, at de grønlandske sangere mestrede både det hurtige og det mere lyriske. Og både det glædelige og det sørgelige.
Det skal tilføjes, at jeg ikke har hørt dette projekt i de tidligere, bedre bemandede line-ups. Måske har de kunne supplere klangbilledet til noget mere høreværdigt?
For mig at se er kvartetformatet ikke det bedste for dette projekt. Men ideen er spændende. Den grønlandske musik har righoldige kilder, der kan bygges videre på inden for den nordiske genre af jazzen. Det gælder både den traditionelle sang og den overordentlige smukke kirkesang.
For nu at udtrykke det lidt pænt, så har Northern Voices fortsat betydelige potentialer. Det bliver spændende at høre, hvordan de indløser dem

Jan Kaspersen celebrating Dollar Brand

Lørdag den 30. april var Jan Kaspersen på scenen i Jazzhouse med sit Dollar Brand projekt.
Med sig denne aften havde JK Jakob Dinesen (ts), Christina von Bülow (as), Erling Kroner (tb), Nils Davidsen (bas) og Ole Rømer (dr).
Det gav anledning til et smukt genhør med nogle af Abdullah Ibrahim / Dollar Brands bedste ting, samt lidt af kapelmesteren selv (og til slut et Ellington-nummer).
Der blev lagt ud med den salme-agtige Salaam, hvor de tre blæsere fik DB’s særlige mix af jazz og Afrika frem. Af DB’s sangbog hørtes endvidere Whoza Mtwana, Easter Jay, The Wedding (med en fremragende solistpræstation af Christina v.B.), Tintinyana, Our Loving Family, Baluga, Mountain of the Night m.fl.
Fra kapelmesterens egen hånd hørtes Little Flower og Sound for Silence. Og som en flot afslutning fik vi Purple Gazelle af Ellington.
JK præsenterer Dollar Brand / Abdullah Ibrahims særlige mix af jazz og Afrika flot. Med respekt for den store sydafrikaner, sat ind i 2005. Bandet spiller godt sammen, om end det i sagens natur især er blæserne, der fører sig frem. Og hvilke blæsere, især saxofonisterne leverede den ene flote solo efter den anden, og sammen med Kroner på basunen formåede de at få den afrikanske lyd frem.
4 saxofoner til JK celebrating Dollar Brand.

Sidste JAZZPAR koncert - Thomas Clausen JazzPar Quintet og Pierre Dørge JAZZPAR Jungle

Den 29. april 2005 blev der lukket og slukket for Jazzpar. Med mindre altså der dukker en frelsende engel op med en velvoksen engle-check til den fremtidige finansiering af dette fornemme projekt, der gennem 15 år dels har præmieret jazzens bedste, dels har ført disse sammen med danske musikere, og endelig dokumenteret dette gennem en perlerække af udgivelser.
Men hvis den fremsende sponsor-engel ikke viser sig, så var dette altså begravelsen.
Og i givet fald - hvilken fornem begravelse. Ganske vist ikke kombineret med en prisuddeling, men i form af to fremragende orkestre, sammensat af musikere, der gennem årene har været involveret i Jazzpar.
Thomas Clausen JazzPar Quintet indledte.
TC havde sat holdet af ham selv bag flyglet samt Jesper Thilo (ts), Thomas Clausen (pia), Jakob Fischer (gui), Mads Vinding (bas) og Alex Riel (dr).
Thomas Clausen har været overordentlig produktiv de sidste år. Langtfra alt hvad han har skrevet er blevet spillet. Han benyttede sig af lejligheden til at få noget af skuffe-materialet frem i lyset - til stor glæde for os, der havde den oplevelse at være der.
Vi fik både NHØP-memorials, brasiliansk inspireret (choro) musik samt lidt fra den store blå bog. Fremragende løftet ud over scenekanten af JazzPar kvintetten, hvor alle viste sig fra deres bedste side denne aften.
Derefter var det Pierre Dørges tur, med det til lejligheden sammensatte JAZZPAR Jungle ensemble. Line-up: Kasper Tranberg (cnt), Uffe Markussen (sax,b-cl), Jakob Mygind (sax), Peter Fuglsang (as,cl,b-cl), Pierre Dørge (cond,gui), Kim Kristensen, Irene Becker (pia,key), Jesper Bodilsen (bas), Morten Lund (dr) og Lisbeth Diers (perc).
Ensemblet serverede en perlerække af Pierre Dørges ting. Et bevis på, hvor stor en komponist, arrangør, orkesterleder og organisator han er. Selvom han havde nogle af sine New Jungle stamspillere med, var det imponerende at høre, hvor god en lyd, han på den korte tid havde fået frem i orkestret.
Det uundgåelige ekstranummer havde de to emsemble-ledere forberedt sig sammen på. Det bestod i at samle de to emsembler på scenen, hvilket medførte et overordentligt velspillet og meget smukt sortie for Jazzpar.
For os der havde lejlighed til at være der, var det en smuk aften, en af dem man aldrig vil glemme, at man var med til.
I respekt for det hedengangne undlader vi at tildele saxofoner. Aftenens to bands kan alligevel ikke hyres - der var kun denne ene(stående) mulighed for at høre dem.

Ibrahim Electric

Efter gentagne aflytninger af CD'en "Ibrahim Electric meets Ray Anderson" gennem den sidste måneds tid var mine forventninger til Ibrahim Electris's koncert i Jazzhouse den 14. april skruet ganske højt op.
Forventlingerne blev mere end indfriet - langt mere endda.
Hvad et velbesøgt Jazzhouse fik denne aften var en omgang svedig, funky, gyngende jazz, leveret af tre fremragende og godt sammenspillede musikere: Niclas Knudsen (gt), Jeppe Tuxen (Hammond) og Stefan Pasborg (dr). Det gyngede fra start til slut.
Materialet bestod mest af numre skrevet triomedlemmerne selv. Dog fik vi også lige gruppens version af "Dansevise" (1963 MGP-vinderen). En noget opfrisket udgave må man sige! Herudover noterede jeg numrene "Endangered Beat", "Elverhånd fra Mali", "Yamshallah" og "Kirketjenervikar". Der var en del mere, men aftenens mand ved mikrofonen (Niclas K.) glemte ind i mellem at introducere - eller også var han ligeglad. Men samtlige numre sad lige i øret. Velskrevne, velarrangerede til trioens specielle line-up, og endelig båret suverænt ud over scenekanten af de tre raske gutter.
Niclas Knudsen har denne anmelder efterhånden hørt i en række sammenhænge, og hver gang med stor fornøjelse. Han er ganske enkelt en fremragende jazzguitarist, der oven i købet mestrer flere af jazzens genrer end kollegerne, herunder den groovy fusions-jazz.
Jeppe Tuxen var storspillende på Hammond'et. Både når der skulle lægges akkorder til NK's udfoldelser, og når det var tid til soli. Arven efter Jimmy Smith var åbenlys, ligeledes fik hans spil ved flere lejligheder Dr. Lonnie Smith frem i erindringen.
Lidt genert i baggrunden sad Stefan Pasborg bag sine trommer. Og leverede storspil hele vejen igennem, både når der blev lagt bund og bakket op, og når det var tid til soli. Hvilket kæmpetalent. Teknisk overordentligt velfunderet, med en meget sikker markering og velkomponerede soli.
Ibrahim Electric fortjener at komme landet rundt og præsentere deres fremragende musik (eller måske rettere - hele Danmark fortjener at høre dem). Og derefter kan de taget turen ud i den store verden og vise frem, hvad dette lille jazzland kan præstere (hørte I den, Dansk Jazzforbunds nye jazz-eksport-udvalg).
Til alle Danmarks (og verdens) jazzklubber: book dem, betal prisen, fortæl vist og bredt at de kommer - og forbered danseplads foran scenen.
5 saxofoner ! (også selvom lyden godt kunne have været styret lidt bedre)

Maiken Ingvordsen

Jazzhouse lagde lokaler til Universals release af Maiken Ingvordsens debut-CD "Don't Be Cool" ved en koncert onsdag den 6. april 2005.
MI synger og spiller godt, og hun leverede en række numre, der sad godt i ørerne. Om de bliver hængende dér er et godt spørgsmål. Personligt er jeg nok ikke den rette til at vurdere dette retfærdigt, for hendes musik ligger på kanten - eller lidt uden for - min smag. Jeg vil forsøgsvis karakterisere den som "Country&Westernjazz" eller Singer-Songwriterjazz". Ikke desto mindre synes jeg, at hun fortjener et par ord med på vejen, for der var bestemt positive ting ind i mellem (og faktisk hører jeg da både C&W og SSW-musik ind i mellem).
Materialet på releaseaftenen var naturligt nok primært numre fra den nye CD. Pænt og ordentligt materiale. Men i andet sæt kom der lidt mere frem, primært stof fra andre komponister (fx. Joni Mitchel og James Taylor), godt arrangeret af MI. Det blev koncerten bestemt ikke ringere af.
Først og fremmest er MI en god pianist. Det beviste hun ved flere gode soli, i passager, hvor sangen havde en pause. Hun kan godt lide en kombination af solide og smukke klange, gerne med højre pedal nede, så pianolydtæppet var ret bastant.
Hendes sangstil er jeg personlig ikke så vild med, men det skal retfærdigvis tilføjes, at det var der tydeligvis et stort flertal af aftenens gæster, der var (at dømme efter bifaldet).
MI må have rigtig gode organisatoriske talenter, for bandet denne aften løftede hendes materiale, sang og spil op på et højere niveau. Det skyldes først og fremmest et fremragende bas-spil af Chris Minh Doky. På et teknisk højt niveau, markant, og så alligevel loyalt bakkende hovedpersonen op. Anders Mogensen leverede pæne rytmer bag trommerne, men uden at tiltage sig (eller have fået tildelt) nogen fremtrædende rolle denne aften.
Ægtemanden Kasper Villaume hjalp til i ca. halvdelen af numrene, men da fruen havde førsteretten til flyglet, måtte han tage til takke med keyboardet. I første sæt var dette lidt kikset, de havde vist ikke rigtig fået justeret arrangementerne, således at der blev plads til KV's ubetvivlelige talenter ved tangenterne. Dette blev der rettet op på i andet sæt, hvor KV i flere tilfælde beviste, at han også har evner ovre i orgeldelen af tangentspillet. Ved en enkelt solo mindedes jeg Dr. Lonnie Smith's fremragende, stramt redigerede Hammond-spil ved koncerten i Holbæk for nogle år siden.
MI skal under alle omstændigheder ønskes tillykke med debut'en. Personligt håber jeg på, at hun satser på videreudvikling af sit pianospil.
Hun får 3 saxofoner for en solid præstation. Måske en lidt hård bedømmelse - det skulle dog ikke blive uoverkommeligt for hende at tage den fjerde med om et års tid eller to, hvor hun formentlig har fundet et mere bevidst og gennemarbejdet ståsted. Mulighederne er der.

Christina von Bülow Kvartet feat. Jan Allan

Med kvartetten dyrker Christina von Bülow det lette lyse fra birkeskovene samt det bedste fra den amerikanske sangbog (Koonitz, Barron, Strayhorn m.fl.). Det indebar en betragtelig forøgelse af gennemsnitsalderen i Jazzhouse denne aften. Men det kan man jo ikke have noget imod (i min alder).
CvB er en særdeles kompetent instrumentalist, arrangør og bandleder. Og når hun så kan stille med så stærkt et hold som Jacob Fischer (gui), Jens Skov Olsen (bas), og - ikke mindst - svenske Jan Allan (tp), så er rammerne for en god koncert så absolut til stede.
CvB forstår at leve op til forventningerne. Man hører, at hun og drengene forlængst har fået sammenspillet til at fungere, på bedste vis endda. I særklasse er hendes duetter med JA. Det tager sin tid at få det til at køre på det plan. JF følger flot op med lækre soli på den halvakustiske, det er tydeligvis et repertoire og et set-up der passer ham. JSO lægger bunden, lidt mere beskedent end de øvrige.
En flot aften. 4 saxofoner.

New Music Orchestra

9. marts 2005 præsenterede Erling Kroner sit nye projekt "New Music Orchestra" for første gang. Kroner har givet projektet undertitlen "Tango and all that jazz .... from Denmark". Det dækker antagelig over, at orkestret agter at præsentere nye kompositioner, fortrinsvis fra Danmark, men med hyppige afstikkere til Argentina, hvor ikke mindst Piazolla - og arven efter ham - har stor tiltrækningskraft.
Orkestrets format er bigbandet. 7+5+3 og så det løse. Line-up på verdenpremiereaftenen var:
Erling Kroner (komp, dir, tb).
K.E.Nørgaard, Carsten M. Larsen, Thomas Fryland, Peter Marott (tp, flgh).
Calle Lindberg, Lea Nielsen (tb), Niels Gerhardt (btb, tuba).
Pernille Bévort (ss, ts, fl), Kasper Wagner (ss, ts, fl), Jan z. Vohrde (as, fl), Jan Harbeck (ts, bcl), Ed Epstein (bs)
Kasper Villaume (piano), Graig Earle (bas), Dennis Drud (dr).
Gæstesolist denne aften: Kurt Larsen (harm).
Kroner er den første til at indrømme, at det meste af dette hold er "grundtrænet" af Niels Jørgen Steen gennem det helt enestående arbejde, han udfører mandag efter mandag på Jazzhus Vognporten med projektet "Monday Night Big Band". Her får unge talenter lejlighed til at spille bigbandmusik sammen med garvede jazzmusikere, hvilket tydeligvis udvikler dem, først til habile orkestermusikere, derefter evt. også som solister. Mindst halvdelen af musikerne i NMO, herunder Kroner selv, er set medvirkende i MNBB siden dette projekts start i 1999.
Repertoiret var en række Kroner-kompositioner, suppleret af et par stykker af Niels Gerhardt. Samt et enkelt Piazolla-nummer.
NMO virkede godt forberedte til debut'en. Kroner er allerede nået langt med klangen. Han kan nå længere, men vurderet på en premiereaften var det fint. Lydstyringen og stemmernes volumen skal også tilpasses her og der, således at flotte soli ikke overdøves af det særdeles dynamiske orkester. Men lad os nu betragte det som en styrke for NMO at folkene vil og kan noget. Finjusteringen skal nok komme. Lad os glæde os til det.
Nye (for anmelderen)var Graig Earle, Ed Epstein og unge Dennis Drud fra Fyn. Hvis de havde premiere-nerver, kunne det ikke høres. De klarede sig fint.
I sagens natur er der ikke ligelig plads til alle musikerne i et bigband. Man skal først og fremmest løse den bundne opgave, hvilket alle gjorde. På den baggrund var der denne aften gjort plads til soli fra dirigenten selv, hvilket han klarede som han plejer. Pernille Bévort var fremme mange gange, specielt på tenorsax'en, hvilket hun klarede til et sted mellem 10 og 11. Specielt i Kroner-nummeret "The Ming - The King" (en 25 minutter lang hyldest til Charles Mingus), hvor hun ydede en pragtpræstation til et rent 11-tal, mindst.
Krediteres bør også Thomas Fryland og det unge stortalent med Armstrong-blæset, Peter Marott. De havde begge flere soli samt nogle duetter, som de leverede kompetent.
Endelig gjorde unge Kasper Wagner sig rigtig godt bemærket i flere flotte soli. Særdeles lovende.
4 saxofoner til Kroner og NMO for den flotte verdenspremiere.
Se mere om projektet på Kroners hjemmeside, www.kroner-music.dk